Tanzania består af Zanzibar og Tangayinka, som blev slået sammen 1964, hvor de indgik en unionsaftale, og derved blev landet Tanzania dannet. I begyndelsen af 1500-tallet anlagde portugiserne en række handelssituationer langs Afrikas kyst på søvejen til Indien. Efterhånden overtog arabere fra Oman herredømmet over kysten nord for Mocambique. Det var først og fremmest pga. den store efterspørgsel på slaver og elfenben at området var eftertragtet. Først i løbet af 1800-tallet udforskede europæiske opdagelsesrejsende det indre af landet, og i samme periode indledtes kristen missionsvirksomhed. Said Ibn Sultan, som var Omans hersker, flyttede i 1840 sin hovedstad til Zanzibar. Øen blev i 1861 et selvstændigt sultanat, hvor den derefter begyndte at miste sin magt. Efter stærkt pres på sultanen blev slavehandelen afskaffet i 1873. I de følgende år mistede Zanzibar sine besiddelser på fastlandet, og i 1890 blev øen et britisk protektorat.

Tyskland havde i fastlandet gennem udsendingen Carl Peters’ aftaler i 1884 med lokale høvdinge skaffet sig en række besiddelser. De blev året efter den første del af det hastigt voksende Tysk Østafrika. Tyskerne baserede økonomien i Tanganyika på plantagedrift, hvor de brugte slaver. De indførte tvangsdyrkning af bomuld i afrikanernes egne landbrug. Den tyske kolonimagt mødte gentagne gange stærk modstand bl.a. i slutningen af 1890'erne fra Hehe-folket og i Maji Maji oprøret fra 1905-08, der kostede flere hundredetusinde afrikanere livet.

Briternes indirekte kolonistyre skabte en masse interne modsætninger, men førte dog alligevel ikke til organiserede oprør. Store dele af den mest frugtbare jord blev givet til europæiske indvandrere. Da 2. Verdenskrig var slut dannedes forløberne for de første politiske partier. Tanganyika African National Union, TANU, som blev stiftet af Julius Nyerere (som var daværende premierminister) i 1954, fik kæmpeflertal ved valgene i både 1958 og 1959, hvilket gjorde, at der blev en fredelig overgang til uafhængighed i 1961 med Nyerere som premierminister. Året efter blev han landets første præsident.